DEN HISTORISKE MALTFABRIK

Af Lea Glerup, museumsinspektør ved Museum Østjylland, Ebeltoft

schmidt hammer lassen  maltfabrikken

Maltfabrikkens bombastiske, røde bygninger har fascineret mig, siden jeg i 2007 begyndte at arbejde for Museum Østjylland. I 2010 fik jeg mulighed for at dykke ned i historien om Lundbergs Maltfabrik. Alle kasser på Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, der på nogen måde kunne tænkes at indeholde materiale om Maltfabrikken, blev endevendt, og flere tidligere medarbejdere og ejere meldte sig til at blive interviewet. Materialet afslørede mangeartede og fascinerende fortællinger om en virksomheds op- og nedture, hårdt arbejde og stolthed over at arbejde lige netop på Maltfabrikken.

Det stod ikke i stjernerne, da S.B. Lundberg blev født i 1831, at han skulle ende som fabrikant, byrådsmedlem og en af byens største skatteydere. Virksomheden blev etableret i et pakhus i baggården og endte som et af Danmarks største malterier. Lundberg arbejdede sig op fra små kår ved hjælp af en stærk vilje og arbejdsomhed og nøjsomhed. 

Nøjsomheden kostede Lundberg en tur i arresten under krigen i 1864. Ebeltoft var besat af tyskerne, og det viste sig, at de var umådeligt glade for dansk smør. Da en menig soldat spiste en stor klump smør uden at spise brød til, blev det for meget af det gode for Lundberg, der plantede smørklumpen i ansigtet på soldaten. Lundberg måtte afsone på ”vand og brød”. 

Lundberg selv var et kendt ansigt, når han bevægede sig rundt i Ebeltoft som regel fulgt af hunden Basse, der trofast og tålmodigt ventede uden for, når Lundberg var til møde i byrådet eller fattigkommissionen. Denne var han i en årrække var formand for. I den egenskab mente han paradoksalt nok for en maltfabrikant, at størstedelen af den sociale nød i byen kunne afværges, hvis blot man lukkede flere af byens beværtninger. 

Maltfabrikkens grundlægger døde i 1901.

FAKTA
· Lea Glerup Møller
· Cand.mag. I historie og religionsvidenskab 
· Museumsinspektør – Museum Østjylland, Ebeltoft
· I 2010 undersøgte hun Maltfabrikkens historie og udvikling af bygningsmassen