EN LIVSLANG KÆRLIGHED

Af Dagmar Brendstrup, næstformand i Fonden Den ny Maltfabrik

maltfabrikken nymalt den ny maltfabrik ebeltoft

Jeg kan lige så godt bekende det med det samme. Jeg har et forhold til Maltfabrikken. Det har jeg haft, siden jeg var barn. Det er ikke en besættelse, snarere en varm følelse, en kærlighed til den imponerende bygning med skorsten og kamtakker.

Når jeg besøgte min dejlige mormor i Skindergade 5, kunne jeg fra det store vindue i stuen på første sal se henover mormors og tømrermester Wendelboes haver og videre udover Vigen. Det, der fastholdt mit blik var Maltfabrikkens skorsten og især vindhatten. Næsten magisk var det, at se den rolige og majestætiske måde, den drejede sig efter vinden. Min mormor lærte mig via den om de fire verdenshjørner og om den geniale vindhat, der vendte ryggen til vinden. På den måde blev det stabile træk i skorstenen fastholdt, og regnen holdt ude. 

At vi stadig har den meget flotte vindhat, kan vi takke Bent Fredberg for. Han købte fabrikken af familien Lundberg og fortsatte malteriet frem til omkring årtusindeskiftet. I firserne renoverede han bygningerne, og fik samtidig et arkitektfirma til at tegne en tro kopi af den originale vindhat. Den blev produceret i rustfrit stål og vejer 500 kg. Den ligner en hat, derfor kaldte vi den som børn en vindhat, det lød meget bedre end trækstabilisator.

Helt tæt på Maltfabrikken kom jeg også. Ja, endda helt ind i den meget aktive gård, hvor der blev slæbt store tunge kornsække af mænd i arbejdstøj, lastbiler blev læsset og traktorer kørte. Vi børn måtte slet ikke være inde i den travle gård. Men jeg sad i familiens lille lyseblå Morris Minor, mens min landmandsfar var inde på kontoret hos Lundberg for at sælge bygkorn. Det kunne nogle gange vare længe med sådan en handel. Imens sad jeg og nogle gange også en af mine brødre i bilen og fulgte de mange aktiviteter i gården og fornemmede lugten fra kornet, der blev maltet. Engang var jeg så heldig, at komme med en af chaufførerne, der kørte det maltede korn til København. Det var stort. 

Verden forandrer sig og udvikler sig. Sådan går det heldigvis også for vores Maltfabrik. Takket være slid, godt samarbejde og økonomisk hjælp har vi nu hovedparten af pengene til at bringe de hæderkronede røde bygninger ind på nye spor med masser af nye aktiviteter. Og vindhatten, ja, den vil holde øje med, at vi laver et ordentligt stykke arbejde til gavn og glæde for borgere, turister, iværksættere, erhvervs- og kulturmennesker.