07.10.2015 // Kristian Krog

SALLING FONDENE STØTTER DEN NY MALTFABRIK

Maltfabrik Ebeltoft

Salling Fondene har bevilget 7 mio. kr. til omdannelsen af Ebeltofts gamle maltfabrik fra 1861 til fremtidens kreative hus for kunst, kultur og kreative erhverv. 

Ambitionerne for projektet Den ny Maltfabrik er af internationalt format, og indeholder kulturscener, udstillingsrum, Artist-in-Residence, fremtidens bibliotek og museum, faciliteter til ungdomskultur, café og mikrobryggeri samt værksteds- og kontorfaciliteter for kreative erhvervsdrivende.

Som et pejlemærke midt i den gamle købstad Ebeltoft, ligger S. B. Lundbergs Maltfabrik på en bakkekam, med udsigt over vandet og Nationalpark Mols Bjerge. De røde fabriksbygninger, og det omkringliggende kulturmiljø, blev erhvervet af en nystiftet fond i 2013, stiftet af lokale kultur- og erhvervspersoner. Med bidraget fra Salling Fondene er brikkerne efterhånden ved at gå op i det puslespil, der er drømmen om et ambitiøst kulturprojekt med tætte bånd til Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Byens nye levende mødested

I dag består maltfabrikken af tre bygninger og en række omkringliggende byrum og udearealer. Det er i dette område, hvor arkitekter snart skal dyste i den kommende arkitektkonkurrence. Idéen er at sammensmelte renovering, nybyggeri og omdanne udearealer, i et samlet projekt, der for første gang forbinder kyst og by i Ebeltoft.

Det samlede udeareal er på 12.000 kvadratmeter, mens op til 5.000 etagemeter skal indrettes. Overskrifterne der arbejdes med er ’byens nye mødested’ og ’det altid levende hus’.

Kom tæt på allerede nu -  åbent hus i efterårsferien

Allerede i uge 42 kan interesserede kigge indenfor i de gamle fabriksbygninger. Lokale kunsthåndværkere og fødevarefolk er gået sammen om at skabe et MaltMarked der skal promovere den lokale stolthed over stedsbundne kvalitetsprodukter. Molbordets gadekøkken, designere, kunsthåndværkere og lokale ildsjæle byder indenfor. De farverige mikroerhverv møder den fremtid der er tænkt for Den ny Maltfabrik, når engang drøm bliver til virkelighed.

Syddjurs Kommunes største aktuelle udviklingsprojekt

Med en estimeret projektsum på ca. 150 mio. kr. er Den ny Maltfabrik aktuelt Syddjurs Kommunes ubetinget største udviklingsprojekt og forventes realiseret i slutningen af 2018.

Anders Byriel, bestyrelsesformand for Den ny Maltfabrik i Ebeltoft, siger om bevillingen:

”Tilsagnet fra Salling Fondene er en flot anerkendelse og en smuk gave til Ebeltoft. Det er fonde som Salling Fondene, der gør en afgørende forskel for at større kulturprojekter, også udenfor Danmarks to største byer, kan realiseres. Vi håber og tror, at vores projekt vil få betydning lokalt, regionalt og internationalt”

Karin Salling, siger om projektet:

”Den ny Maltfabrik er et fremragende eksempel på, hvordan man ved at gentænke kulturarven kan forbinde historie og fremtid. Bygningerne rummer sjæl og fortællinger, der helt sikkert vil inspirere fremtidige generationer af kunstnere og kreative iværksættere fra Danmark og udlandet", siger Karin Salling.