28.06.2013 // Kristian Krog

GRØNT LYS

PRESSEMEDDELELSE FRA SYDDJURS KOMMUNE:

Enstemmigt byråd bakker op om Den ny Maltfabrik

På byrådsmødet 27. juni traf byrådet i Syddjurs Kommune beslutning om at ville placere Ebeltoftafdelingerne af Syddjurs Bibliotek og Østjyllands Museum i ”Den ny Maltfabrik”.

Siden 2010 har en gruppe af lokale erhvervsfolk og ildsjæle arbejdet på at omskabe den 150 år gamle røde maltfabrik i Ebeltoft til et center for erhverv og kultur. Fabrikken er en af Danmarks smukke og bevaringsværdige bygninger fra industrialiseringen, og den er fortsat et markant pejlemærke i byen. Det store bygningskompleks renoveres med respekt for det særlige rå æstetiske udtryk.

”Med byrådets beslutning om at placere bibliotek og museum i den kommende Maltfabrik er vi med til at tilvejebringe grundlaget for at genoplive Maltfabrikkens markante bygninger som et nyt kraftcenter for kreativt erhverv, service og kultur”, siger borgmester Kirstine Bille. ”Vi har i byrådet hele tiden ment, at der er tale om et projekt af både regional og national værdi, der vil vække opsigt langt uden for kommunegrænsen og dermed medvirke til at styrke og udvikle hele Syddjurs Kommune. Jeg er derfor meget tilfreds med beslutningen”.

Også bestyrelsesformanden for komitéen til realisering af Den ny Maltfabrik, Anders Byriel er glad for beslutningen. ”Jeg vil gerne rose byrådspolitikerne for den visionære beslutning, de nu har truffet. Projektet er en enestående chance for at skabe noget helt særligt, og jeg er sikker på, at Den ny Maltfabrik bliver et vartegn for Syddjurs Kommune og Ebeltoft”, udtaler Anders Byriel.

Det nye biblioteks- og museumshus opføres på det område af Maltfabrikken, der i dag rummer den gamle Spiresal. Og der bliver tale om en helt unik integration af de to huse. ”Vi får med den nye fælles placering af biblioteket og museet muligheden for at skabe en helt ny type oplevelses- lærings- og servicehus, som ikke findes andre steder i landet”, siger borgmester Kirstine Bille. ”Og jeg er meget glad for, at også biblioteket og museet med det samme har set disse muligheder og allerede er i gang med at udvikle en helt ny model for et samarbejde mellem to så store og vigtige institutioner”.

Den øvrige finansiering til det storstilede projekt kommer fra fonde og private donationer, og næste skridt bliver at få skabt en stærk og handlekraftig organisering omkring projektet.