09.10.2014 // Kristian Krog

REALDANIA KAMPAGNE MED LOKALT TOUCH

Artikel fra stiften.dk af Henrik Ask, heas@stiften.dk
Onsdag den 8. oktober 2014, 05:45
 
Kulturmager Kristian Krog fra Ebeltoft er tildelt en af hovedrollene i en ny stor kampagne fra Realdania.

Kristian Krog er sammen med fire andre kulturpersonligheder valgt til et bedømmelsesudvalg, som skal fordele 30 millioner kroner til projekter skabt af ildsjæle.

»Det er jo et enormt klap på skulderen, både til mig og til Maltfabrik-projektet,« understreger Kristian Krog.

Kristian Krog er kendt som manden bag utallige kulturindslag på Syddjursland. Mest markant er han dog som ankermand for projektet om en genrejsning af Maltfabrikken i Ebeltoft som kultur- og erhvervscenter samt leder af Ebeltoft Kulturhus.
 
Realdania kampagnen »Underværker - bygningsarvens ildsjæle« skal hjælpe ildsjæle med at gøre deres ideer til virkelighed. Målet er at støtte mere end 50 ildsjæleprojekter over de næste tre år.

Som noget nyt skal kampagnen også bidrage til at øge kommunernes strategiske fokus på frivillige ildsjæle. I kampagneperioden vil bliver der etableret samarbejder mellem ildsjæle og op til fem kommuner med realiseringen af konkrete ildsjæleprojekter som omdrejningspunkt. Målet er at vise nye veje til god dialog og sparring mellem kommuner og ildsjæle.

I bedømmelsesudvalget sidder Kristian Krog sammen med innovationschef Esben Danielsen, iværksætter Rune Kilden, forfatter og kommunkatør Sinne Wenneberg og leder Søren Hermansen fra Energiakademiet på Samsø.